Husk Generalforsamling i Veteran Oasen - Onsdag d. 24. februar 2016 kl. 19.00. Godthåbsgade 8A, 9400 Nørresundby (LOF Nords lokaler)

Bliv Veterancafé vært

Frivillige værter til Veterancafé Knivholt i Frederikshavn søges.

Bemærk det er frivilligt og ulønnet.

Veteran Oasen åbner veterancafé på Knivholt Hovedgård i Frederikshavn.

Planen er, at caféen skal være åben en gang hver anden eller tredje uge – på en hverdag fra 1700 – 2000 eller på en lørdag fra 1300 – 1600 f.eks. Der vil altid være minimum to værter på vagt på samme tid, og vi forventer og håber, at vi kan skabe en pulje af værter, således man ikke bliver belastet for tit. Derudover vil der være en værtsleder, som udarbejder et vagtskema i samarbejde med værterne.

Arbejdet som vært består primært i at klargøre til caféaftner, lave kaffe, stille brød an samt rydde op, når caféen lukker. Derudover skal du tage imod veteraner og deres pårørende og byde dem velkommen.

Du skal helst selv være veteran, soldat/politi/sundhedsfaglig el. lign. eller pårørende til en veteran – og/eller have stor interesse i at støtte og gøre noget for veteraner.

Du skal indvillige i, at der bliver lavet børneattest på dig, da veterancaféen også byder veteranernes familier og dermed børn velkomne, og det er et lovkrav, at foreninger, der arbejder med børn, indhenter børneattester.

Du skal indvillige i at underskrive en tavshedspligterklæring.

Til gengæld bliver du uddannet til at være mentor, således at du kan støtte og vejlede de veteraner, der dukker op i caféen, som måtte have brug for en snak.

Vi håber, dette har interesse, og vi vil meget gerne modtage meldinger fra interesserede på veteranoasen@outlook.dk alternativt kan du tage kontakt til en af dem, du kender fra Veteran Oasen. Vi taler med alle, som er interesserede, og udvælger en pulje – gerne på 10 – 12 personer i første omgang, som får en mentoruddannelse, således vi kan komme videre med at få startet op.

Derudover varsler vi hermed, at vi snarest vil søge lignende værter i Aalborg/Nørresundby området.